|  
                   Dansktopåret 2005 
                      
                      Årsskiftedage er også refleksions- og tilbagebliksdage! 
                        – Set fra mit lille hjørne af dansktop-Danmark 
                        er der vist ikke sket de helst store ting; men alt afhænger 
                        jo af pennen, der beretter! 
                      Sidste dansktopudsendelse i 2004 på RødovreKanalen 
                        var nr. 300 – og den første i 2006 får nr. 
                        338. – I de 37 2005-udsendelser har lytterne kunnet høre 
                        dansktop i 74 timer, inkl. nummerpræsentationerne 
                        = 2 hele arbejdsuger. 32 numre nåede at være 
                        med de maksimale 12 gange og udgjorde således Årets 
                        Dansktop 2005. 
                      Men til de 37 uger skal lægges nogle få genudsendelser 
                        (under ferier og andet fravær – og juli var radiolukket) 
                        + nævnte årsliste + juleudsendelser med danske 
                        numre. – Jo, alle fredage kl. 16-18 i 2005 har været 
                        programsat med dansktop for hele det storkøbenhavnske 
                        område med udgangspunkt i Rødovre. Der er 
                        således et potentielt antal lyttere på mere 
                        end 1½ million; men det er naturligvis ikke alle, 
                        der lytter hver gang, dansktoppen er i luften ? 
                      Lidt inde i året gjorde vi det muligt for alle 
                        at stemme på denne hitlistes numre (7 af 25). – 
                        Og det fortsætter vi med i 2006: 
                      1) Der kan ringes på 36 72 11 22 umiddelbart efter 
                        udsendelsens slutning og 2) man kan stemme via mail dansktop25@sol.dk 
                        senest lørdag kl. 8.30. 
                      Det skortede bestemt ikke på advarsler mod dette 
                        initiativ, som jo blot var et simpelt og tiltrængt 
                        skridt ind i nutiden: ”Det rager ikke andre, hvordan RødovreKanalens 
                        dansktop skal se ud!” – ”Nu bestemmer fanklubberne det 
                        hele!” – ”Fri os for en studievært, der opfordrer 
                        alle til at stemme – og så via mail!” – Dette var 
                        blot nogle af ”advarslerne”; men de forstummede ret hurtigt! 
                        Og heldigvis kom der også mange positive tilkendegivelser 
                        – og tilsyneladende har fanklubberne valgt at beskæftige 
                        sig med andet relevant – studieværten er ikke blevet 
                        udskiftet (endnu) – og reelt har denne hitliste vist ikke 
                        ændret sig nævneværdigt. Lytterne ved 
                        godt, hvad de vil have – og interessen for hitlisten er 
                        da steget ganske pænt! 
                      Hvad så med kvaliteten? Det evige diskussionsemne! 
                        – Dansktopgenren i sin ”rene” form var jo en overgang 
                        et mål for kulturskribenters og anmelderes kvababbelsesforestillinger! 
                        – Måske forståeligt nok, når man lyttede 
                        til mange mere eller mindre ubehjælpsomme og ofte 
                        lige- gyldige floskler som indhold. 
                      Men nu er det som om, ingen gider beskæftige sig 
                        med genren i aviser og blade. Udgivelser bliver mødt 
                        med larmende tavshed. – Har man opgivet p.g.a., at genren 
                        simpelthen ikke har forstået at udvikle og forny 
                        sig – ikke har kunnet følge med tiden? Ikke har 
                        taget sig selv i den slidte krave for at højne 
                        kvaliteten? – Hvilket jo lige er det, der gør det 
                        mere interessant at skrive om poprockerne og andre rytmiske 
                        genrer – også (og måske især) de dansksprogede! 
                      Måske er man faldet i svime over enkelte ”anmeldelser” 
                        her og der, der viser, at ”anmelderne” reelt ikke er rigtige 
                        anmeldere, der kender til sprog og kompositioner – og 
                        til sang uden falske toner; men som i deres godhed gerne 
                        vil markere et vist tilhørsforhold til bestemte 
                        ”kunst-nere”. (I så fald har man jo gjort mere skade 
                        end gavn!) 
                      Jeg ved det ikke – der kan være masser af andre 
                        grunde – men fakta er, at der i disse år udkommer 
                        temmelig mange dansktopskiver. Måske i virkeligheden 
                        for mange? – Som en af vores lyttere kommenterede ”Du 
                        kan ikke være bekendt at præsentere så 
                        dårligt et nummer som det med …!” 
                      Børn og voksne, der de facto har problemer med 
                        ”sangstemmen” vil gerne – og det er billigt – og … men 
                        resultaterne ? - Teknikken kan nu engang ikke tage over 
                        og skjule manglerne på alle felter! 
                        Indholdsmæssigt synes jeg, der er sket visse forbedringer, 
                        omend der er ”tekstforfattere”, der voldtager det smukke 
                        danske sprog på grueligste vis med mærkværdige 
                        ordstillinger og ord, der for længst er sendt til 
                        de evige vokabulariske dødsmarker. – Solister er 
                        ofte nok for lidt kritiske m.h.t. hvad de synger – og 
                        ikke mindst hvordan de gør det! 
                      Selve melodierne er primært de enkle traditionelle 
                        og familievenlige, så vi alle kan komme i synge- 
                        og danse– og ”hvor er det hyggeligt” – stemning! Sådan 
                        er den slags over hele verden! 
                      Og dansktop skal vel netop være folkelig og hyggelig! 
                        – Men udelukker det et mere menings-fyldt indhold – en 
                        historie fx – og udelukker det lidt mere spændende 
                        kompositioner? 
                      Jeg vil tro, en del læsere af dette indlæg 
                        har set mange dansktoppere på tv – både på 
                        de professionelle stationer og på de mere lokale! 
                        – Teknisk er der i sagens økonomiske natur stor 
                        forskel; men dette udelukker vel ikke nødvendigvis, 
                        at der skal være så stor forskel på 
                        de optrædendes indsigt i ”performance”, selv om 
                        ikke alle evner at være skuespillere på scenen? 
                      Tja, der er jo nok flere grunde til, at nogle funkler 
                        som stjerner og holder sig på toppen i mange år; 
                        mens andre må drømme sig til berømthed. 
                        – De førstnævnte står der stor respekt 
                        om i det meste af musik-DK; men de øvrige … nå, 
                        ja …! Det er jo (som i håndbold og fodbold) profferne, 
                        der må/skal tage slæbet med at få accept 
                        af hele genren! – Og så har professiona-litet i 
                        øvrigt intet at gøre med alder eller udseende 
                        i denne branche heller! – Talenter er der nok af – de 
                        skal bare have mulighederne, mod og energi til at hæve 
                        sig op på de spændende se- og høreværdige 
                        niveauer. 
                      2005 medførte også et helt særligt 
                        skulderklap til hele dansktopgenren som sådan i 
                        form af, at jeg med en vis slet skjult stolthed og ikke 
                        mindst forundring fik en særlig anerkendelse for 
                        dansktoparbejdet. – Det kan altså nytte at forsøge 
                        at gøre en forskel! 
                      Dette – og meget andet dansktopstof blev omtalt forskellige 
                        steder – og også nævnt på nogle de vigtige 
                        og populære sites om dansktopmusikken og dens forunderlige 
                        verden: 
                      Selv om pladesalget ikke mere er, hvad det var – og mange 
                        musikkunstnere må betragte deres selvbetalte cd-værker 
                        som nødvendige visitkort i deres daglige arbejde 
                        – så tror jeg, 2006 nok skal blive et godt dansktopår! 
                        – Og mon ikke kvaliteten vil være for opadgående 
                        for mange af de kommende skiver? 
                      Som de fleste nok ved, får alle udgivelser chancen 
                        på RødovreKanalens dansktop – en politik, 
                        som naturligvis giver lytterne muligheder for at høre 
                        landets utallige kunstnere på alle niveauer! Men 
                        også en politik, der giver tæv til studieværten 
                        – ind i mellem! 
                      Det er således kunstnerne selv og pladeselskaberne, 
                        der bestemmer, om de vil have gratis plade-PR i hovedstadsområdet! 
                        – Dem, der er interesseret, skal blot bruge min privatadresse, 
                        som bl.a. findes på www.sangvaerkstedet.dk 
                      En masse spørgsmål – men kender vi svarene, 
                        når 2006 er gået? 
                      Mange venlige hilsner 
                        Kurt Bønnerup – tlf. 36 41 62 07 
                       |