Dengang jeg var bette
Grønbech leger efter 10 års hvile

- Jeg kan kun skrive sange ud fra noget, som jeg selv har oplevet. Så man kan roligt regne med, at jeg konstant står på lur bag hækken for at følge med i, hvad der foregår. I mine tekster trækker jeg en del på hændelser og stemninger fra min barndom og ungdom. Og i hele min måde at gå til musikken på er jeg nok noget af en nostalgiker…

Sådan siger den nordjyske sanger og sangskriver Ib Grønbech.

Knap 20 år efter et af sine største hits, ”Hvorfor må jeg ikke få Beatles-hår?”, er han igen kommet til at kaste sig over det kendte orkester i en ny sang, ”Georg, Poul, Ringo og John” - den første single fra ”Dengang jeg var bette”, hans første cd i næsten 10 år.
Men hvorfor han i det hele taget synger om The Beatles endnu engang – dét har han ingen som helst anelse om.
Den ret Beatles-prægede melodi kom bare til ham en dag, og noget efter fulgte ordene om gruppens karriere.
For sådan er det med Ib Grønbech. Og sådan har det altid været: Melodierne ligger lige for, og han skal ikke anstrenge sig for at finde (på) dem. Til gengæld er teksterne nærmest en pestilens, i hvert fald særdeles hårdt arbejde – det går meget langsomt med at få dem skrevet, og han er meget længe om at blive tilfreds med det endelige resultat.

Snigende sygdom

Men det er nu ikke derfor, der er gået næsten ti år, siden Ib Grønbech i 1998 udsendte en cd med den drabelige titel ”Hvad er det, der får en rimeligt velbegavet dansker til at flytte til Sverige?”.
Tavsheden når det gælder om at få indspillet og udgivet nye sange på cd – side om side med en stærkt neddroslet turnéplan med en overgang kun 25-30 koncerter om året – skyldes en snigende sygdom, som har gjort, at Ib Grønbech har brugt de senere år på først og fremmest at sove og hvile.
- Jeg er stille og roligt blevet mere og mere træt, på et tidspunkt var jeg nødt til at hvile i timevis før og efter hver koncert, og i dag har jeg det stadig sådan, at efter en koncert er jeg nødt til at bruge hele næste dag på at ligge ned og hvile mig. Langt det meste af tiden har jeg det, som når man er kommet i seng klokken seks om morgenen og kun har fået sovet tre timer…
Sygdommen skyldes, at Ib Grønbechs hypofyse – en lille ”ært” i hjernen, som blandt andet styrer hormonerne – populært sagt er stået af. Den fungerer ikke mere. Det har i høj grad været med til at ændre hans adfærd – og resten af sine dage er han nødt til at tage piller og få indsprøjtninger i et forsøg på at komme tilbage på gamle højder.
- Min sygdom har varet i mindst seks år, og efter sigende kommer der til at gå yderligere mindst seks år, før jeg har samme kræfter som før.

Klar til næste cd

Men alene inden for det seneste halvandet år har Ib Grønbech fundet overskud nok til at sammenstille de 13 sange, der til sammen udgør ”Dengang jeg var bette”.
Nogle af dem har han haft liggende i skuffen, men de fleste er blevet til i de sidste måneder op til indspilningerne, som han lige ud betegner som en musikalsk legestue.
- Før i tiden har jeg altid efter indspilninger af endnu en cd sagt, at dét gjorde jeg aldrig mere, for det gad jeg simpelt hen ikke. Det var for hårdt og for besværligt, også fordi jeg altid har haft det med at påtage mig ansvaret og være indover det hele. Men efter denne her er jeg parat til at gå i gang med den næste…
Begejstringen skyldes, at Ib Grønbech nærmest føler, at han har fået lov til at lege sig igennem ”Dengang jeg var bette”, takket være en ny, musikalsk sparringspartner, Claus Hassing, som udover at være producer og arrangør også spiller med på sangene.

Ender med sjov

Og ja, alt er stort set som det plejer at være hos Ib Grønbech, som udover den fængende melodi holder af den morsomme tekst. Selv om det egentlig som udgangspunkt slet ikke er meningen, at det skal være morsomt.
- Jeg kan ikke sætte mig ned og vedtage, at dette her skal være sjovt. Det ender bare altid med at blive det. Ikke bare fordi publikum forventer det – men fordi det må være min måde at gå til tingene på. Sådan er mit univers, fyldt med mærkelige hændelser og iagttagelser. Men vendelbomålet, som jeg synger på, ligger også meget op til det. Det åbner i sig selv for noget sjovt. Jeg kunne slet ikke skrive noget tilsvarende på rigsdansk.

Blandt andet har Ib Grønbech lagt mærke til, at rigtigt mange piller næse, når de holder for rødt, og at saunaer har det med at ende med pulterrum. Det har han fået et par sange ud af. Ligesom han – med titelmelodien – har skrevet en sang om, hvordan forholdene var i hans barndom.
- Jeg er ud af et fiskerhjem i Løkken, som måske nok ikke var fattigt – selv om jeg vil sige, at vi fik meget fisk – men i dag kan jeg se, at vi børn og unge nok trods alt havde for lidt, hvor børn og unge i dag måske til gengæld har for meget. Har adgang til for meget og får lov til for meget, siger Ib Grønbech i et lidt mere alvorligt øjeblik.

Stille barndomsby

Blandt de 13 sange er en ren oplevelses- og stemnings-skildring fra barndomsbyen, Løkken, nemlig ”Sådan en ro de kan lave”, skrevet på meget kort tid som reaktion på et ganske kort besøg i byen, hvor han egentlig bare skulle købe cigaretter i en lokal kiosk og opdagede, hvor stille en by kan være.
Med ikke bare ”Sådan en ro de kan lave”, men hele ”Dengang jeg var bette” samt en musikalsk bagkatalog, der går godt 20 år tilbage i tiden, håber Ib Grønbech så småt at få endnu flere aftaler om at komme ud for at optræde.

- Jeg har været meget ude sammen med The Bootles, som sammen med mig har kaldt sig Liverpool-kvartetten, men lige nu har jeg mest lyst til at optræde alene med min guitar. Sådan en trang bliver jeg ramt af cirka hvert syvende år.
Men alene og alene; typisk for Ib Grønbechs hittepåsomhed er han i gang med at forberede flere indslag til sit soloshow. Ikke bare et storskærms-show, hvor det helst ikke skal gå helt som forventet, men også et hjemmelavet husorkester med dukker, der står og spiller – og i det hele taget vrider sig - til musikken.

Så selv om kræfterne har svigtet – og stadig har det med at svigte – er det ikke ideer, Ib Grønbech mangler. Til at synge og spille om ”Dengang jeg var bette” og alt det andet.

”Dengang jeg var bette” af og med Ib Grønbech udgives fredag 20. april - 2007

Blå bog:

IB GRØNBECH er født 21. april 1955. Slog igennem med første album, ”Så går tiden med det”, i 1985, fulgt af ”Gunnars rekordbog” (1986), ”Her går det godt” (1989), ”Hvor der handles, der spilles” (1990), ”Drik nu din kaffe, skat, så ka’ vi lede efter den sko bagefter” (1992), ”Hvorfor må jeg ik’ få Beatles-hår? – og andre frasorterede hits” (1994), ”Der er ingen, der forstår en skid…” (1996), ”Hvad er det, der får en rimeligt velbegavet dansker til at flytte til Sverige?” (1998) og nu ”Dengang jeg var bette” (2007).

Ib Grønbech er født og opvokset i Løkken og flyttede sidst i 60’erne med familien til Hirtshals. Har siden boet i Hjørring og senest Hundelev. Spillede oprindeligt trommer i såvel spejderorkester som danseorkester. Har senere i stadig højere grad kastet sig over guitar, orgel og el-bas. Har i mange år spillet til bal i forsamlingshuse og haller. Blandt hans største hits er også ”Peter lå i telt” i duet med Jodle Birge, og for Birthe Kjær har han skrevet blandt andre ”Som en fugl i det fri”, ”Den franske altan” og ”Længe leve livet”. Har også leveret melodier og tekster til blandt andre Brødrene Olsen, Richard Ragnvald og Tørfisk samt flere projekter som tv-julekalenderen ”Jul på Kronborg”. I sin fritid en endog særdeles flittig og ihærdig stenhugger.