Johnny Logan - The Irish Connection

Johnny Logan er tilbage i Danmark med albummet The Irish Connection. Det er en samling traditionelle, irske sange, sunget med irsk hjerte og sjæl. Den store grandprix-stjerne vil gerne vise sine danske fans, hvad han kommer af og være deres irske forbindelse

Af Rie Nielsen

Stemningen er sat fra første strofe. Straks får man billeder på nethinden af en hyggelig pub med højt skum i glassene og skrålende, glade sangstemmer. Eller også dukker fornemmelsen op af at sende et længselsfuldt blik fra en vindblæst irgrøn men klippebesat kyst ud over det uendelige, sortblå hav.

Den grønne Atlanterhavs-ø Irland er så fuld af historie og traditioner, at det ikke er svært at kalde den helt rigtige, irske stemning frem, selv hos kølige, fjerne slægtninge som os, et par døgns sejlads østpå.
I hvert fald er det ikke svært, hvis man hedder Johnny Logan og sætter i med sin karakteristiske, irske røst. Vi kender ham naturligvis bedst som inderlig kærlighedssanger ikke mindst i de store grandprix-vindere ”What’s Another Year” og ”Hold Me Now”. Johnny Logan er som bekendt den eneste, der har vundet det internationale melodigrandprix hele to gange. Ikke så sært, at han har fået tilnavnet ”Mr. Eurovision”.

Whiskey in the jar
Men det er i en helt anden anledning, Johnny Logan nu lader sin behagelige røst flyde. Han har nemlig netop udgivet albummet ”Johnny Logan & Friends – The Irish Connection”.
Her leverer han en pæn portion af sin irske opvækst, gemt i en særlig sangskat. Cd’en består af 14 traditionelle sange, som er kendt af hver en irer fra han eller hun første gang slår øjnene op i vuggen. Men de 14 titler er også velkendte for mange danskere: ”The Wild Rover”, ”Molly Malone”, ”Whiskey In The Jar”, ”Tim Finnegan’s Wake” og ”The Town I Loved So Well”, for at nævne nogle af de højest besungne.

Tænker nogen nu straks på The Dubliners, er det ikke helt forkert. Samtlige sange har i årtier været på det populære irske folkemusikorkesters repertoire. Og Johnny Logan selv er ikke alene flasket op med sangene som alle andre irere. Han har også fået dem sunget direkte i øret af de berømte medlemmer af The Dubliners.
”Min far var en kendt, irsk tenor, Patrick O’Hagan, som havde et af de første tv-shows i Irland, hvor der kom gæster for at optræde. Her kom også The Dubliners, og de blev venner af familien. Så jeg sad på sangeren Luke Kellys knæ i vores køkken, mens han sang disse sange. Senere, da jeg var 13 år, lærte guitaristen Eamonn Cambell mig at spille guitar,” fortæller Johnny Logan.

Sangene er en del af ham
Egentlig kunne den 53-årige sanger ikke drømme om at indspille disse sange, som bliver sunget på enhver pub i Irland aften efter aften. Han er ganske vist blevet opfordret til det flere gange både i hjemlandet og andre steder.
”Jeg synger altid et par af disse sange, når jeg giver koncert. Og jeg bliver tit spurgt efter en koncert, hvornår jeg udgiver dem. Det har publikum i Danmark også gjort. Men jeg har altid sagt, at det gør jeg aldrig. Og så fik min danske promoter Calle mig alligevel overtalt. Så det er faktisk en særlig gestus til mit danske publikum,” smiler Johnny Logan.

Men da først Johnny Logan var overtalt, nød han hvert øjeblik af projektet. Sangene bliver spillet af det, han kalder sit danske band. Det er en håndfuld danske musikere, som Johnny Logan efterhånden har turneret i Danmark med i fem år på julekoncertturné. Ud over orkestret medvirker også Johnny Logans bror Michael Sherrard på albummet.
”Vi indspillede de 14 sange på halvandet døgn. Jeg sang oven i købet selv alle korstemmerne, så jeg kunne ikke sige noget i flere dage bagefter,” griner den irske sanger.

Johnny Logan understreger, at han ikke har skabt det nye album, fordi han kommer fra Irland, men fordi han elsker musikken, og fordi de er baggrunden i hans opvækst.
”Disse sange er en del af mig. Og jeg håber, at mit danske publikum vil tage dem til sig. Men jeg håber også, at unge, der endnu ikke kender sangene, og andre der ikke kender noget til irsk musik, vil kunne lide dem.”
Sangene er holdt i en traditionel, irsk tone, men alligevel med plads til lidt fornyelse.
”Sangene har jo været her i generation efter generation, og de har deres egen intensitet og ærlighed. Derfor har jeg ikke gjort noget for at ændre noget.”
”Jeg føler heller ikke, jeg hverken har haft ret eller grund til det. Disse sange skal behandles med respekt,” pointerer Johnny Logan.
Alligevel har han altså ladet sit band give melodierne et yngre islæt visse steder, dog stadig i den rette, irske ånd.
”Og naturligvis er der i den måde, vi spiller introen til ”Whiskey In The Jar” på, en hilsen til Phil, forsangeren i Thin Lizzy, som var min ven. Han gjorde jo den sang kendt,” smiler Johnny Logan.

Drikkekultur og smerte
”Jeg har altid følt, der var noget i disse sange, der faldt helt på plads inden i mig. Det har altid føltes rigtigt og ærligt at synge dem. Og det er jo ikke fordi, man behøver være særlig intellektuel for at forstå dem,” griner han.
Det kan han have ret i. De fleste er typiske sing along-sange, altså sange med omkvæd, der er meget lette at lære og skråle med på. De handler om mange forskellige ting. Nogle er bare skægge og fjollede, mens andre har præg af dyb smerte og en melankolsk længsel.
”De er jo udtryk for den særlige drikkekultur, vi har i Irland. Altså, vi mødes på pub’erne, men drikker ikke for at blive fulde. Det er en social drikkekultur. Vi er der for at være sammen med andre og for at mødes om vores særlige musik, poesi og høre storytelling.”

Den irske storytelling har ofte historisk karakter. Som for eksempel sangen ”And The Band Played Waltzing Mathilda”, der handler om en ung mand, der blev sendt i krig af sit land Autstralien i 1915. Sangen er en lang, grusom men alligevel poetisk beskrivelse af krigens rædsler. En hjertegribende fortælling om den unge mands oplevelse af den håbløshed, enhver krig ganske givet bibringer dens deltagere. Midt i sangen vågner han op i en hospitalsseng og ser, at han har mistet begge ben. ”Jeg vidste ikke, der var noget, der var værre end at dø,” siger han og konstaterer, at nu kan han ikke længere waltze Mathilda.
Johnny Logan har blandt andet valgt denne sang til albummet, fordi han selv er født i Australien, da hans far var på turné dér, og stadig har sin mor og noget af sin familie boende i Waltzing Mathildas hjemland.
”Men det er også en meget følelsesfuld sang. Den unge mand vender jo tilbage til ingenting. Den er fuld af håbløshed, og sådan en sang giver jo også mening i dag, når vi ser på, hvad vi har i gang i Irak. Jeg mener, hvornår lærer vi af historien?” spørger Johnny Logan og slår opgivende ud med armene.

Bedstemor og band i Nordirland
En anden historisk sang er balladen ”The Town I Loved So Well”. Også en af The Dubliners store hits. Og en af Johnny Logans favoritter.
”Jeg synger næsten altid den sang ved mine koncerter. For den betyder rigtig meget for mig, og jeg kan synge den med den overbevisning og lidenskab, der skal til. Jeg kan endda synge den helt uden akkompagnement, men her på cd’en har jeg valgt at synge den alene med et klaver.”
Det gør han hudløst. Sangen er indspillet i ét take. Det vil sige, at der ikke er pillet ved og puslet med indspilningen bagefter.
”Det var vigtigt for mig, at der kom den rette stemning i denne sang. Den skal synges med den helt rigtige, irske følelse. Nemlig fra hjertet. Og så gør det ikke noget, hvis stemmen knækker over eller lyder lidt rå hist og her,” påpeger Johnny Logan.

Når netop den sang er så vigtig for ham, har det igen at gøre med opvæksten. Sangen handler om byen Derry i Nordirland. Om hvordan der engang var roligt og idyllisk på sin helt egen nordirske måde med smoke and smell i gaderne. Og hvordan denne ro forsvandt med den engelske besættelse, hvor pigtrådshegnene groede højere og højere, som det beskrives i sangen. Men samtidig er det også en sang om håb for en fredfyldt fremtid.
”Min far var fra Derry, og han tog mig med dertil. Da jeg var barn, besøgte vi min bedstemor, der boede i Williamstreet, lige dér hvor optøjerne fandt sted. Gaden eksisterer ikke længere. Den er jævnet med jorden netop på grund af uroen og balladen. Og jeg husker tydeligt, hvordan der var dengang.”
”Senere, da jeg havde fået et band, rejste vi også i Nordirland. Og noget, jeg særligt husker, er, at vi jo blev nødt til at køre om natten efter at have spillet et job. I den bælgragende mørke nat var vi på udkig efter røde lys. Når vi så sådan et, skulle vi øjeblikkelig standse bilen og slukke lygterne. Og øjeblikket efter blev bilen omringet af maskingeværbevæbnede soldater med hætter over ansigterne, der var på jagt efter IRA-folk.”
”Man spiller ikke sådan et sted som ung, uden at det har en indflydelse på én resten af livet,” understreger Johnny Logan, nu med rynkede øjenbryn.

Italiensk navnepåhit
Og som han sidder dér og er alvorlig et øjeblik, ligner han pludselig mere det, han egentlig hedder. Nemlig en irsk mand ved navn Seán.
Seán Patrick Michael Sherrard er han døbt. Så hvordan kom han til at hedde Johnny Logan?
”Ha, ha,” griner han og fortæller så overbærende historien én gang til.
”Jeg ville jo gerne kalde mig Seán O’Hagan efter min far. Eller Seán Sherrard. Men da jeg var ganske ung, var der en italiener i Dublin, der så mig og tilbød mig en pladekontrakt. Han sagde, at jeg ikke kunne hedde noget af det, jeg foreslog, men at jeg skulle hedde Johnny Logan, for det lød mere som en popstjerne. Og på det tidspunkt boede jeg for mig selv og skulle overleve, og jeg ville da gøre hvad som helst for en pladekontrakt, så jeg sagde: OK, hvornår starter vi?”

Det blev så foreløbig til en karriere, der har varet næsten 30 år. Der har været op- og nedture, men Johnny Logan har rejst sig hver gang, han er faldet, og er fortsat. Det kan muligvis skyldes påvirkningen fra far Patrick.
”Han lærte mig at give slip. Jeg gør, hvad jeg kan, med det jeg har. Og når noget går skidt, så går jeg og lader bitterheden ligge tilbage. Den tager jeg ikke med mig.”
”Det giver, tror jeg, et meget bedre liv, fordi det er så vigtigt at leve livet. Ikke at overleve det!”

TRACKLIST:

The Wild Rover
The Fields Of Athenry
Dirty Old Town
Molly Malone
On Raglan Road
The Irish Rover
The Black Velvet Band
And The Band Played Waltzing Mathilda
Raggle Taggle Gipsy
Follow Me Up To Carlow
Tim Finnegan’s Wake
Whiskey In The Jar
Spancil Hill
The Town I Loved So Well