|  
                 
                 Pressemeddelelse  
                  
                  Virtuose vuggeviser 
                - I vores travle verden er det vigtigt ind i mellem at give 
                  os selv og ikke mindst vores børn noget ro, at skrue 
                  helt ned for gassen sammen med ungerne. Og børn har jo 
                  en meget veludviklet kvalitetssans, når det gælder 
                  musik – derfor synes jeg, at det var oplagt at lave en plade 
                  med de fantastiske vuggeviser, vi alle sammen kender og er vokset 
                  op med, siger Søs Fenger, som sammen med bassisten Chris 
                  Minh Doky giver sit bud på de gamle folkesange på 
                  cd’en ’Vuggeviser’. 
                Af Susse Wassmann 
                Mester Jacob, Elefantens vuggevise, Den lille Ole, I skovens 
                  dybe stille ro… 
                  Vi kender dem alle sammen fra da vi selv var børn, vi 
                  har sunget dem for vores egne børn, og de vil garanteret 
                  også synge dem for deres.  
                  Men nu behøver vi ikke længere at rode i reolen 
                  efter ’De små synger’, når ungerne skal puttes, 
                  og teksten ikke sidder helt på rygraden. Søs Fenger 
                  har nemlig i samarbejde med den verdenskendte bassist Chris 
                  Minh Doky udgivet en cd med de gamle vuggeviser, og til forskel 
                  fra mange andre, som gennem tiden har givet deres bud på 
                  sangene, har de også haft de voksne i tankerne. 
                  - Jeg synes, at Chris Minh Doky var genial at lave pladen sammen 
                  med, fordi vi var meget enige om, at det ikke måtte blive 
                  for sukkersødt. Når man laver sådan en plade, 
                  vil de voksne jo altid lytte med, og mange af de versioner, 
                  jeg har hørt, har manglet personlighed. Vi ville gerne 
                  give sangene lidt kant, og lade dem folde sig ud, så man 
                  kan høre, at det faktisk er nogle utroligt fede sange, 
                  siger Søs Fenger, som holder meget af at arbejde med 
                  den danske kulturarv. 
                  - Det ligger jo langt fra den musik, jeg selv skriver, men både 
                  Minh og jeg elsker de danske sange enormt højt. Så 
                  der har været en rigtig hyggelig stemning, en genkendelse 
                  og en masse tryghed i at synge nogle sange, man ikke har haft 
                  inde i sin tilværelse, siden man selv var lille, og da 
                  ens børn var små.  
                  - Men hvorfor lige de traditionelle vuggeviser? Hvad er det, 
                  de kan? 
                  - Vuggeviser er jo enormt interessante, fordi de bare går 
                  i arv i generation efter generation, men mange af dem kan man 
                  faktisk ikke spore, hvor kommer fra. Jeg har lavet lidt research 
                  på sangene og opdaget, at flere af dem – for eksempel 
                  Mester Jacob, som findes på over 20 forskellige sprog 
                  - kommer fra de gamle franske klostre, hvor de første 
                  gang blev skrevet ned og sunget af en eller anden nonne. Derudover 
                  har vi flere sange med af Carl Nielsen, som havde et åbenlyst 
                  talent for det dulmende – eller også havde han bare rigtigt 
                  mange børn! Og så har vi givet plads til et par 
                  afstikkere, blandt andet den vanvittigt smukke irske My Precious 
                  One og Byssan Lul, som er en svensk vise, min far sang for mig, 
                  da jeg var lille, fortæller Søs Fenger. 
                MUSIK I MAVEN 
                  Hun er ikke i tvivl om, at børn har godt af at høre 
                  musik, om de så er nul eller 16 år. 
                  - Hvis jeg var seks måneder henne, og skulle begynde at 
                  tænke lidt over, hvordan jeg kunne berolige mit barn, 
                  ville sådan en plade her være inspirerende at lytte 
                  til. I dag handler det jo meget om at finde lidt fred og give 
                  os selv og ikke mindst børnene noget ro – om de så 
                  er indeni eller udenfor maven. Når vi er i rolige omgivelser 
                  med rolige lyde, falder vores hjerterytme og vi falder til ro, 
                  det gælder både moderen og barnet.  
                  - Men i det hele taget er musikken en kanal for os på 
                  mange måder. Musik gør noget ved mennesker, som 
                  man ikke kan frembringe på andre måder – jeg er 
                  sikker på, at medicinalindustrien ville ønske, 
                  at de kunne! Det er jo en vigtig del af et menneskes liv at 
                  kunne sætte en plade på og enten få sig en 
                  ordentlig tuder eller en vild dans. Det rører ved os 
                  på mange planer, og det tror jeg er helt vildt vigtigt 
                  at lære. Og så er det jo vidunderligt med børn, 
                  at de aldrig siger: Jeg kan ikke synge, eller jeg kan ikke danse. 
                  I hvert fald ikke før de hører en voksen sige 
                  det. De bliver grebet med det samme og deltager bare. At de 
                  selv skal finde på nogle ord undervejs bremser dem ikke, 
                  siger Søs Fenger.  
                  At helt små børn – ufødte som nyfødte 
                  – har godt af at høre musik, giver sundhedsplejerske 
                  Anne Marie Lundhus hende ret i. 
                  - Et foster kan høre lyde udenfor maven allerede fra 
                  20. uge, så jeg opfordrer altid gravide til at spille 
                  eller synge den samme melodi hver dag, og gøre det til 
                  en rutine. Når barnet så er født, vil det 
                  automatisk falde til ro, når det hører melodien 
                  igen. Børn falder også til ro og føler sig 
                  trygge, når de hører mors og fars stemme, og her 
                  er de vuggeviser, vi alle sammen kender, rigtigt gode at synge 
                  med på. De fleste mødre luller og vugger deres 
                  barn helt instinktivt, når de spiller beroligende musik 
                  for det, og det bidrager også til at gøre børnene 
                  trygge og få dem til at falde til ro, siger Anne Marie 
                  Lundhus. 
                BØRN ER EN INVESTERING FOR LIVET  
                  En stor del af Søs Fengers mangeårige karriere 
                  har været viet musik til fordel for den gode sag. Organisationer 
                  som Børnecancerfonden, Dansk Flygtningehjælp og 
                  Læger Uden Grænser har nydt godt af hendes talent, 
                  og især arbejdet med børn og unge har de seneste 
                  år ligget Søs Fenger meget på sinde. Blandt 
                  andet lavede hun for nogle år siden sangen Inderst Inde 
                  som et led i hendes engagerede arbejde med den anti-vold kampagne, 
                  der handlede om at beskytte børnene, og sidder i dag 
                  i bestyrelsen for den humanitære græsrodsbevægelse 
                  Natteravnene, der går på gaden og forsøger 
                  at skabe tryghed for de unge ved at være til stede.  
                  - Men hvorfor er det lige børn og unge, der ligger dig 
                  så meget på sinde? 
                  - Fordi jeg synes, at det er vildt, så lidt vi gør 
                  for at vores børn skal have det så godt som muligt, 
                  i forhold til de ressourcer, vi har i vores land. Vi bruger 
                  flere kræfter på at lappe, når det er gået 
                  galt, end vi gør på at komme tingene i forkøbet, 
                  og der bliver ikke tænkt nok over, at vores børn 
                  er en investering for livet. Skolelæreruddannelsen er 
                  totalt forældet, og de job, der har med børn at 
                  gøre, er dårligt lønnede.  
                  - Så overordnet virker det ikke, som om vores børn 
                  har det super godt i forhold til hvor rigt et land, vi er, og 
                  hvor mange muligheder, der er. Og nogle gange kan jeg blive 
                  fristet til at tro, at det er fordi børnene ikke har 
                  stemmeret, at der ikke bliver fokuseret mere på dem. Vi 
                  voksne ville aldrig finde os i det, mener Søs Fenger 
                  og understreger, at vi som forældre har ansvaret. 
                  - Vi skal skabe den ro for vores børn, som de har brug 
                  for, og vi skal have overblikket og indsigten til at forstå, 
                  hvilke behov vores børn har. Jeg ved godt, at mange forældre 
                  er pressede, hjulene skal holdes i gang, men jeg tror samtidig, 
                  at det er et spørgsmål om at prioritere, så 
                  det ikke bliver børnene, der trækker det korte 
                  strå. Helt konkret handler det om, at vi skal gøre 
                  os vores ansvar bevidst, for børnene kan jo ikke finde 
                  ud af alting selv. Det er os, som er deres guider og deres inspiration 
                  – på godt og ondt.  
                ’Vuggeviser’ udkom 23. april 2007på CMC. 
                Mere om Søs Fenger på hendes hjemmeside www.sosfenger.dk 
                
                 | 
            |