|   april 2009 
                      Pressemeddelelse  | 
                   
                 
                  
                 
                 A Green Tomorrow Today 
                  - Tamra Rosanes 
                 
                  Gør verden grøn - i dag 
                   
                  -Tamra Rosanes slår tonen an til vigtigheden af en ny 
                  klimaaftale i København, og på en ny klima-cd opfordrer 
                  hun alle til at tage et ansvar – og være med til at gøre 
                  en forskel 
                   
                  Af Jan B. Jensen 
                   
                   Gør verden grøn – i dag. Der er ingen 
                  grund til at vente til i morgen.  
                   
                  Tamra Rosanes går til musikalsk kamp mod den globale opvarmning 
                  og slår tonen an til en ny aftale på klimatopmødet 
                  i København. 
                   
                  Med singlen ”On The Road to Copenhagen” og cd’en ”A Green Tomorrow 
                  Today” sætter den amerikanske musiker og sangskriver, 
                  der er bosat i Danmark, musik til indsatsen mod klimaforandringerne. 
                   
                  Tamra Rosanes har sammen med blandt andre Poul Krebs, Nanna 
                  og Chris Minh Doky skrevet 10 sange om et bedre miljø 
                  og en verden, der også skal være grøn for 
                  vores børn og børnebørn. 
                   
                  - Vi kan gøre det, hvis vi står sammen - og alle 
                  gør hver en lille del. Selv de små ting kan gøre 
                  en stor forskel, siger Tamra Rosanes. 
                   
                  Med optimistiske tekster og iørefaldende musik opfordrer 
                  hun alle til at tage ansvar – og være med til at gøre 
                  en forskel, før det er for sent. 
                   
                  Overskud går til grøn undervisning 
                   
                  For Tamra Rosanes er den nye single og det musikalske klimaudspil 
                  mere end en ny cd. Det er en understregning af et mangeårigt 
                  engagement for et bedre miljø og en passion, hun har 
                  investeret masser af tid og energi i.  
                   
                  Hun vil donere en del af overskuddet til ”Skoven i skolen”- 
                  www.skolen-i-skoven.dk – et undervisningsprojekt om miljøet, 
                  der bl.a. skal give lærere og elever mulighed for at flytte 
                  undervisningen ud i skoven. Desuden vil pengene gå til 
                  projektet ”Genplant Planeten”, hvor børnene skal være 
                  med til at plante træer. 
                   
                  Selv har Tamra Rosanes været engageret i miljøarbejdet 
                  gennem en årrække. Allerede som barn i USA i 1960’erne 
                  blev hun bevidst om miljøet og de uoprettelige skader, 
                  som forureningen rettede på miljøet. Hun voksede 
                  op i en lille by ved Hudson floden nord for New York og oplevede 
                  bl.a., hvordan floden og dermed badevandet blev mere og mere 
                  forurenet. 
                   
                  - Til sidst var det vildt ulækkert at svømme i 
                  floden. Mange steder løb kloakkerne direkte ud i den, 
                  husker Tamra Rosanes, der i en ung alder meldte sig ind i miljøkampen. 
                   
                  I en naboby havde den legendariske folkesanger Pete Seeger, 
                  som bl.a. har skrevet ”Where Have All the Flowers Gone”, sat 
                  miljøet på dagsordenen og bl.a. fået bygget 
                  en kopi af et gammel træskib til at sejle på Hudson 
                  River som symbol på vigtigheden af at stoppe forureningen 
                  og bevare miljøet. Tamra Rosanes sejlede i en periode 
                  som frivilligt besætningsmedlem og var med til at undervise 
                  skolebørn.  
                   
                  Desuden var ulykken på atomkraftværket Tjernobyl 
                  i 1986 med til at forstærke hendes engagement i kampen 
                  for et bedre miljø. Hun var selv vokset op få kilometer 
                  fra et af de første atomkraftværker i USA, hvor 
                  beboerne i årevis havde levet i frygt for en tilsvarende 
                  katastrofe.  
                   
                  - Tjernobyl-katastrofen gjorde mig virkelig bekymret, siger 
                  Tamra Rosanes, der efter ulykken arbejdede i tre år for 
                  den internationale miljøorganisation Greenpeace Danmark. 
                   
                   Slagsange for miljøet 
                   
                  Budskabet i sangene på den nye cd, ”A Green Tomorrow Today”, 
                  er bl.a., at klimaforandringerne berører alle mennesker 
                  på kloden. Det kommer direkte til udtryk i sangen ”The 
                  Whole Wide World”, men Tamra Rosanes understreger også, 
                  at det ikke er for sent, hvis alle tager et ansvar og er med 
                  til at gøre en forskel. Det håb formidler hun i 
                  Barack Obama-stilen med sangene ”We Can” og ”Turn This Thing 
                  Around”. 
                   
                  Tamra Rosanes nøjes ikke med at synge om det. Hun gør 
                  selv en forskel i hverdagen. Hun lader tit bilen stå og 
                  tager i stedet cyklen eller toget, og i den etageejendom, hun 
                  bor i, står foran et omfattende tjek med henblik på 
                  energimærkning. I forvejen er der iværksat en række 
                  forbedringer med bl.a. hulmursisolering, som skal være 
                  med til at spare energi. 
                   
                  - Udgifterne til de forskellige energi-tiltag er relativ små 
                  i forhold til de besparelser, vi kan opnå i løbet 
                  af få år ved bl.a. ikke bare at lade varmen sive 
                  ud i den blå luft, siger Tamra Rosanes. 
                   
                  ”On The Road To Copenhagen” er direkte inspireret af FNs klimatopmøde 
                  til december. Den handler om at stå sammen verden over 
                  om at få skabt den nødvendige aftale for at bremse 
                  den globale opvarmning. 
                   
                  - Det tegner bedre nu med præsident Barack Obama i spidsen 
                  for USA. For et år siden var jeg knap så optimistisk 
                  med hensyn til USA's interesse for at forpligte sig i en global 
                  aftale, for uden de store nationer som USA, Indien og Kina er 
                  det svært at gøre en forskel, siger Tamra Rosanes. 
                   
                  Børn og børnebørn i tankerne 
                   
                  Foruden at blive udgivet som single er ”On The Road To Copenhagen” 
                  også det første nummer på cd’en ”A Green 
                  Tomorrow Today”, og Tamra Rosanes husker en rammende bemærkning 
                  i studiet. 
                   
                  - Produceren sagde, at jeg bare skulle lukke øjnene og 
                  tænke på, at det er mine børn og børnebørns 
                  fremtid, der er afhængig af topmødet i København. 
                  Det fik mig til at synge af al hjertets kraft, siger Tamra Rosanes. 
                   
                  Med det nye album viser Tamra Rosanes samtidig, at hun musikalsk 
                  favner meget bredere end country. Udover countrysangene rummer 
                  cd’en en række sange indspillet i pop- og rock-stilen, 
                  mens en enkelt er holdt i jazz-genrens Norah Jones-stil.  
                   
                  To af sangene er en direkte hyldest til den enestående 
                  natur, hvis eksistens er truet af bl.a. temperaturstigninger. 
                  Det vil få store konsekvenser verden over. 
                   
                  - Hvis Afrika bliver ramt af mere tørke, står milliarder 
                  af mennesker med et endnu større problem. Mange af dem 
                  vil søge mod de køligere temperaturer – de såkaldte 
                  ”klimaflygtninge”. På den måde kommer vi alle til 
                  at mærke forandringerne, selv om de geografisk måske 
                  rammer hårdere langt fra vores breddegrader. Derfor er 
                  vi alle en del af udfordringen – og løsningen, siger 
                  Tamra Rosanes. 
                Støtte fra Al Gore 
                   
                  Tamra Rosanes har allerede fået bred opbakning til klimaprojektet 
                  – ikke mindst fra den tidligere amerikanske vicepræsident 
                  Al Gore.  
                   
                  Under produktionen af den nye cd sendte hun Al Gore nogle af 
                  de første versioner af sangene og forklarede om formålet 
                  med teksterne. Kort tid efter modtog hun et personligt brev 
                  med tak samt en lykønskning om fortsat held og lykke 
                  med indspilningerne og udgivelsen. 
                   
                  - At han satte pris på sangene og projektet var et fantastisk 
                  skulderklap at få, siger Tamra Rosanes. 
                   
                  Desuden har Tamra Rosanes allerede sunget flere af sangene i 
                  forbindelse konferencer og møder med klimaforandringerne 
                  på dagsordenen, og hun håber, at få endnu 
                  flere lejligheder til at formidle budskabet om alvor i sang 
                  og musik til en lang række tilsvarende arrangementer i 
                  de kommende måneder – ikke bare i Danmark, men også 
                  i de lande, hvor der lige nu ikke er helt den samme fokus på 
                  betydningen af at få bremset den globale opvarmning. 
                   
                  Det nye album indeholder også en klima-huskeseddel med 
                  en række af de små hverdagsting, der kan være 
                  med til at gøre en stor forskel.  
                   
                  Det er alt fra skrue ned for varmen, slukke lyset, give børnene 
                  gode miljøvaner, cykle eller gå, bruge tørresnoren 
                  i stedet for tørretumbleren og isolere boligen til at 
                  købe en plante, undgå unødvendig emballage, 
                  købe friske, ikke frosne madvarer og kun købe 
                  ting, der er nødvendige - tiltag, der med Tamra Rosanes 
                  egen ord kan gøre morgendagen grøn allerede i 
                  dag, for der er ingen grund til at vente til i morgen. 
                Track list 
                  1) ON THE ROAD TO COPENHAGEN  
                  2) THE WHOLE WIDE WORLD  
                  3) THE BEST THINGS IN LIFE AREN`T THINGS  
                  4) IN THE SAME BOAT  
                  5) A GREEN TOMORROW TODAY  
                  6 )TWILIGHT SKY  
                  7) WE CAN  
                  8) WE HAVE HOPE  
                  9) TURN THIS THING AROUND  
                  10) 100 PLACES TO SEE  
                 | 
            |