Bibi & Snif

Det omrejsende musikcirkus

Albumaktuelle Bibbi & Snif udgør en temmelig særpræget konstellation både på og uden for scenen. Sådan har det været, lige siden de sang børnesange sammen ved roehakkeren på en bondegård i Midtjylland.

Af ALLAN PRIESS POULSEN

Da Bibbi var en lille pige, fik hun sunget godnatsange som ethvert andet barn. Forskellen var bare, at hendes far trådte ind i værelset med sin tolvstrengede guitar og brød ud i diverse svenske viser, indtil datteren lod som om, hun var faldet i søvn. En ikke helt almindelig barndom og et ikke helt almindeligt liv på en bondegård i den midtjyske by Borridsø.
>>Det er ikke alle, der i deres barndom har stået og sunget børnesange sammen med deres far hen over roehakkeren. Du er en uddøende race, Bibbs,<< siger Snif med det borgerlige navn Steffen Jacobsen.
>>Ja, det er jeg. Det har jeg været alle dage, har jeg følt,<< tilføjer Bibbi med et smil.

En unormal kernefamilie
Et ganske sigende billede og en ganske sigende ordveksling mellem en far og datter, der har levet og stadig lever et utraditionelt liv med musikken som omdrejningspunkt. Et liv som har taget lidt af en drejning, siden duoen deltog i tv-programmet Talent 2010 og fik vist danskerne, at countrymusik ikke behøver være hverken gammeldags eller uoriginale kopier af gamle klassikere.
Bibbi og Snif er tætte, drillende og kender hinanden så godt, at de endda med jævne mellemrum færdiggør hinandens sætninger. De opfører sig nærmest som et gammelt ægtepar, der har været sammen i en menneskealder og stadig hygger sig i hinandens selskab. Og faktisk bliver de af og til forvekslet med et ægtepar, fortæller Bibbi.
>>Når vi er ude at spille, bliver vi tit spurgt, om vi er gift, og nogle synes nok, det er lidt mærkeligt, at vi som far og datter arbejder så tæt sammen. Og det er det da også. Men det fungerer jo, og det har det altid gjort. Jeg plejer at sige, at vi er den mest unormale kernefamilie, der findes, for jeg har en mor og en far, der ikke er skilt, jeg er vokset op på landet med køer og marker og frisk luft, og vi har spillet spil sammen hver aften. På den måde er vi meget en kernefamilie, og så er det bare alt det udenom, der gør det lidt mærkeligt,<< siger hun og sammenligner familien med et omrejsende cirkus.

Trædeorgel og blødende fingre
Årsagen er, at far Snif igennem 40 år har arbejdet som musiker, mens mor Jytte har ernæret sig som festivalarrangør og musikkonferencier. Dermed er Bibbi født ind i en familie, der alle dage har haft en speciel hverdag, rejst meget og altid levet af og med musik.
>>Jeg har haft en lidt anderledes barndom, og jeg kan også huske, at jeg følte mig anderledes, hvilket nok blev forstærket af, at vi boede ude på landet, hvor alle som udgangspunkt er ret ens. Men jeg mindes nu ikke, at jeg nogensinde har ønsket at have en normal hverdag. Da jeg flyttede sammen med min kæreste, sagde jeg også til ham, at han aldrig ville få et normalt liv sammen med mig, fordi jeg ikke ved, hvordan man lever det. Og jeg tror heller ikke rigtig, jeg har tid til det,<< griner hun.
Allerede som syvårig blev Bibbi af sine forældre tilbudt at gå til dans eller at lære at spille på et instrument. Af uransagelige årsager valgte hun at gå til trædeorgel og havnede i kløerne på en lærerinde, der slog hende over fingrene med en pind, når hun spillede forkert. Som 15-årig kom hun for første gang med far og mor på arbejde, da orkestret i countryteltet i Århus Festuge manglede en sangerinde. Hun endte med blødende fingre bag scenen efter at have sunget og spillet guitar fire timer hver aften 10 dage i træk. Samtidig forelskede hun sig i countrymusikken og livsstilen i en grad, så en anden måde at leve på slet ikke er en mulighed.

Skrev numre i bilen
Senest har familiens omrejsende musikcirkus fået et gevaldigt løft via deltagelsen i Talent 2010, som skaffede bandet en pladekontrakt. Albummet kommer på gaden den 29. november og indeholder otte egenproducerede numre samt seks kopiversioner af countryklassikere. Egentlig ville Bibbi og Snif helst have skrevet alle sangene selv, men på grund efterdønningerne af tv-deltagelsen viste det sig at være umuligt. Da kontrakten blev skrevet under, lå der kun tre numre klar, og de resterende fem blev i løbet af et par måneder skrevet i bilen på vej mellem pladestudiet, koncerter og diverse interview.
Snif vurderer, at bandets aktiviteter er fordoblet siden deltagelsen i tv-programmet, og Bibbi har stadig svært ved at vænne sig til omgivelsernes overvældende interesse.
>>Dagen efter vi blev stemt ud af Talent, var vi en tur i Field’s, hvor folk kom løbende ud fra deres butikker og råbte ”nej, hvor var det ærgerligt, at I ikke gik videre”. At folk lige pludselig bruger så meget energi på en synes jeg er ret vildt,<< siger Bibbi, mens Snif supplerer:
>>Folk er søde og rare hele vejen rundt, men ind imellem man kan godt undre sig lidt og studse over, hvor meget det kan betyde at være på tv i fire minutter. Pludselig er det for eksempel interessant, hvordan vi pynter op til jul derhjemme. Jeg har også skullet vænne mig til, at folk klapper af mig, når jeg spiller. De har nok altid klappet lidt, men nu er det jo helt hæmningsløst,<< griner han.

Bibbi og Snif om deltagelsen i Talent 2010:

Bibbi:
>>Jeg er nok et af de unge mennesker, der har tudet mest på nationalt tv, og det skyldtes, at det var en følelsesmæssigt meget overvældende oplevelse. For det første sidder man i ni timer og venter på, om man kan bruges til noget eller ej, og det var jo nyt for os, fordi vi er vant til, at folk er glade og gerne vil have os, når vi er ude at spille. Derudover var det meget intenst at være sammen med nogle mennesker, som brændte så meget for det, de lavede og så se dem blive skuffede. Jeg kunne slet ikke holde ud at se alle de tudende børn, der kom ud fra det lokale. Det var helt vildt, hvor mange små rappere, jeg fik trøstet.<<

Snif:
>>I og med vores hverdag normalt er ret travl, føltes det at deltage i Talent faktisk lidt som en ferie. Når man producerer tv, bruger man jo flere dage på at lave to minutter, og i den tid lavede vi faktisk ikke noget som helst udover at synge vores sang engang imellem. Jeg slukkede min telefon og syntes, det var utrolig afslappende at være der, men for os var det jo heller ikke noget nyt at optræde, ligesom det var for mange af de andre.<<