|  
                
                 September 2011  
                
                  Pressemeddelelse 
                   ’KOMPLET & RARITETER’ -  
                    TROELS TRIER & REBECCA BRÜEL  
                 
                Troels Trier kom fra venstrefløjens måske mest 
                  udtryksfulde kunstnergruppe, Røde Mor, som over 7 Lp’er 
                  og et par single EP’er manifesterede sig ret kraftigt på 
                  den danske musikalske scene i 70’erne, ligesom Troels Trier 
                  og resten af Røde Mor lavede diverse plakater og tryk 
                  med et ensrettet og meget markant kunstnerisk udtryk. 
                Rebecca Brüel kom frisk fra et partnerskab med hendes 
                  (nu nyligt afdøde) søster Sanne Brüel, fra 
                  kvindesagsgruppen Jomfru Ane Band som udsprang fra Aalborgs 
                  Jomfru Ane Teater, hvor deres agitpop bl.a. kastede hittet ’Plutonium’ 
                  af sig. 
                I 1985 plade-debuterede ægteparret Troels Trier & 
                  Rebecca Brüel som fælles sangduo, efter at de siden 
                  1981 havde optrådt sammen med noget de kaldte en ’crazy 
                  cabaret’ hvor de kærligt spiddede alt fra politikere til 
                  datidens dansktop scene, iklædt alskens sjove gevandter 
                  så som flyverhjelm, balkjoler, kedeldragter, vicevært 
                  kitler og af og til – ingenting, bortset fra undertøj. 
                Dette sjove crazy comedy kom der til sidst nogle herlige sange 
                  ud af, og det fangede en fiks pladeselskabsdirektør og 
                  han fik duoen signet til sit Harlekin label. Første udspil 
                  blev den skægge ’Stardust Bodega’, som ved hjælp 
                  af et sjovt TV-show blev ét af 1985’s helt store danske 
                  hitskiver takket være bl.a. ’Kærlighed Ruster’ – 
                  en ode til en stjålet cykel, og ikke mindst deres gennembrudshit, 
                  ’Den Lokale Bodega’. Året efter fulgte Lp’en ’Bøf 
                  Med Løg’, hvis titelnummer i dag nærmest er Troels 
                  & Rebeccas signatursang, og derefter fulgte yderligere 5 
                  album som fulgte den samme besungne vej om os danskere, og vores 
                  til tider mærkelige vaner samt vores holdninger til alt 
                  og alle – ikke mindst os selv! 
                I 30-året for deres debut som duo, samler Frituna op 
                  på alle de gamle plader som nu er blevet remasteret og 
                  fikset op til (u)lejligheden – mange af dem har ikke tidligere 
                  været ude på CD – og herudover har vi fundet en 
                  perlerække af de gamle Tv-shows og videoer til alle de 
                  herlige sange, som også er blevet fikset op lyd og billedmæssigt 
                  så de er klar til at blive set i ordentlig kvalitet igen. 
                 
                Det hele er pakket i en handy clamshell boks med en stor booklet, 
                  med forord af Troels & Rebecca. 
                Indhold: 
                1. Stardust Bodega (1985) 
                  2. Bøf Med Løg (1986) 
                  3. Hansen & Jensen (1987) 
                  4. Bar Røv Og Gummisko (1988) 
                  5. To Tykke Med Brød (1990) 
                  6. Hoster Du I Nat... (1994) 
                  7. Biler På Mars (2002) 
                  8. Bonus CD – Rariteter 
                  9. Bonus DVD – Shows & Videoer 
                
                
                 |