En forfriskende Beyer
  
 Beyerdynamic'en er af den 
  traditionelle slags med et headsetog en tynd ledning ned til en belt-pack, der 
  driver senderen med et 9V batteri. Det ultratynde headset falder meget nemt 
  på plads som et par briller,og det kan justeres til stort set alle hoveder. 
  Det sidder godt fast og den diskrete mikrofon justeres nemt med svanehalsen. 
  Mikrofon-enheden er af samme type, som sidder i en Opus 81 til ca. 2.300,-, 
  som har ry for at være noget af det mest sublime i sin prisklasse. Der 
  er utrolig godt med "hul igennem" og en klar og naturlig lyd. Sender/modtager 
  systemet virker derimod som af lidt dårligere kvalitet. Der er sus og 
  skiftene mellem modtagerne sker ikke støjfrit. Desuden er den ret tørstig 
  i batterier - i praksis ryger der et dyrt Alkaline 9V på en aften ved 
  alm. brug, og de koster fra 25 kr. 
En ny stærk Samson
  
 Samson'en er af en helt 
  ny type, hvor senderen er bygget ind i nakke-bøjlen. Der er altså 
  ingen ledninger, body-packs eller andet, som irriterer nogen steder. Som udgangspunkt 
  er det skidesmart! Det er en utrolig lettelse at være fri for en body-pack, 
  ikke mindst når man skal kunne bevæge sig trådløst 
  rundt og fx. som jeg har en harmonika på, hvor remmene på ryggen 
  konstant kommer i kludder med ledningen til body-pack'en. Selve headsettet er 
  smart udformet, og er ikke værre at gå med end et par briller af 
  god kraftig kvalitet. Og det sidder godt fast på hovedet, man kan virkelig 
  spille rock med dette uden at det falder af. Til
  gengæld kan det ikke indstilles særlig meget. Jeg har ikke et særligt 
  stort hoved og alligevel skulle støtteremmen ud i yderste stilling. Tænk 
  hvis jeg havde heddet Bamse til mellemnavn og ikke Både.
Sendersystemet er - trods dets lidenhed - absolut af topklasse! Ingen støj, 
  hverken nul-sus eller støj, når den skifter mellem modtagerne, 
  og den er sikker selvom jeg går helt over til naboen og synger. Det
  kører på et lille AAA-batteri, og skulle angiveligt kunne køre 
  helt op til 14 timer (det plejer i praksis at betyde ca. en aftens tid). Men 
  altså - det er billigt i batterier.
Mikrofonen er jeg mindre 
  vild med. Den er god - i klasse med så mange andre i 2.000 kr's klassen, 
  men jeg savner primært bund i den. Jeg skulle pumpe basområdet omkring 
  16 db før jeg syntes der var bund nok
  i den, selvom den sidder 2 cm fra munden. Til gengæld er der ikke problemer 
  med tilbagekobling i basområdet. Det er der til gengæld lidt i diskanten. 
  Den har en vis hævning i det høje diskant-område -
  sikkert for at kompensere for at den sidder lidt skævt for munden og ikke 
  fanger visse konsonanter så godt. Jeg savner lidt fylde i præsensområdet 
  omkring 3-5 khz, hvor sanger-formanten skal trumfe
  igennem. Til gengæld er lyden sprød og mange vil elske den, men 
  efter min smag altså lidt på bekostning af naturligheden og klarheden.
A eller B?
  Ved direkte sammenligning er der en klar forskel på de to systemer. Samsom 
  lægger vægt på sendersystemet, mens Beyer er gode til at lave 
  mikrofoner. Da man slipper for senderen i nakken, er Beyer'en lidt rarere at 
  have på hovedet, og bodypack'en er til at leve med. Men man skal altså 
  døje med en ultra-tynd ledning, som mange sikkert vil opleve at rykke 
  i stykker på et eller andet tidspunkt. 
Selvom Samson er små to tusinde dyrere end Beyer, så skal man tænke på, at batteri-forbruget er 15-20 kr. billigere end Beyer pr. aften, hvilket betyder at de fleste vil tjene forskellen ind i løbet af det første år i sparede batterier! Jeg har ikke den store fidus til genopladelige batterier i noget, der skal bruge så effektiv spænding som disse sendere, men jeg må tilstå at jeg ikke har prøvet.
I forhold til Samson har Beyer'en en (efter min smag) noget bedre mikrofon. Der er mere hul igennem, og man kan sende mere effekt ud uden at skulle døje med feed-back. Men man skal altså så kunne leve med en body-pack og et dårligere sendersystem. Begge mikrofoner er i den gode klasse, om man kan lide/leve med den ene eller den anden må være en personlig afgørelse. Begge mikrofoner har "nyre"-karakteristik, så de modtager lyden retningsbestemt, de placeres derfor bedst tæt på munden i ca. 2 cm's afstand. I fremtiden vil headsets sikkert i højere grad komme med kuglekarakteristik, hvorved selve mikrofonen kan placeres mere diskret på kinden. Et eksempel herpå er de DPA mikrofoner type 4065, som de bruger i "Hit med Sangen". Så det er sikkert, at udviklingen af trådløse headsets ikke er færdig, og det bliver spændende, hvad de nærmeste år vil bringe på markedet for almindeligt live-brug.
Marts 2001
  Flemming 
  Både
  Himmerland
  ___________________________________________________
(red)
  Flemming 
  Både er selskabsmusiker på fuld tid, og optræder desuden 
  som
  troubadour med harmonika og visesang/underholdning i mange
  forskellige sammenhænge.